Skriveblokade

Kære læsere, og velkommen tilbage.

Jeg har holdt sommerferie. Eller det vil sige, at jeg har haft den største og længste skriveblokade i bloggens historie. Jeg ved slet og ret ikke, hvad der foregår i mit hoved for tiden.

I går var jeg i byen. På en tirsdag. Det var røv sjovt! Virkelig. Jeg hyggede mig så meget – lige indtil jeg står midt på et klistret dansegulv (eller som man kalder det her i København “floor” – den vending bliver over mit lig) og får et angstanfald af en anden verden. Jeg døjer enormt meget med store menneskemængder for tiden. Jeg kan bare ikke. Og det nager mig helt ekstremt. Så hjem tog jeg – lettere beruset på min splinternye, grønne cykel, som jeg knuselsker allerede.

Ikke nok med, at jeg har en galoperende hovedpine i dag og tømmermænd, der siger spar 2 – så får jeg bare det vildeste tankemylder dagen derpå. Det er som om, at alle de små fejltagelser jeg har begået i mit liv, lige kommer op og vende efter sådan en aften. I dag tænker jeg fx overdrevet meget på dengang, jeg solgte min mors vintage Levis jeans på et loppemarked for 70 sølle kroner. Eller dengang min søster gik i klub efter skole, og lavede mig de sødeste uroer med Byggemand Bob og diverse Disney figurer, som aldrig kom op og hænge. Jeg tænker også på, hvorfor jeg ikke rigtig har fundet ro i København endnu. Jeg ved, at jeg elsker at være her, og at det er mit livs bedste beslutning, at jeg er flyttet herover. Men jeg undres over, hvorfor jeg griber enhver mulighed for at komme hjem til Odense. Jeg har pendlet fra det ene liv til det andet så meget på det seneste, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg bor i Stenstrup eller på Østerbro.

Jeg er også blevet 22 år, siden sidst vi sås. Jeg ved ikke hvorfor, men det er altså vildt. For et år siden, fejrede jeg min fødselsdag i Las Vegas, og var totalt høj på livet. I år, fejrede jeg den med 3 Piña Coladas (optur), den dejligste middag og en bakteriefyldt krop på en 10-dages antibiotika kur. Søndagen før min fødselsdag, blev jeg slået totalt ud af sygdom. Om mandagen røg jeg til lægevagten, og tirsdag videre på OUH for at få konstateret, hvorvidt jeg havde kyssesyge eller ej. Og onsdag fik jeg et opkald af min læge, der fortalte glædeligt, at jeg ikke havde kyssesyge – istedet havde jeg et bakterietal, der var lidt for alamerende. Så ja, de seneste 2 uger har været lidt af en rutsjebanetur.

Men udover det – så har jeg det sgu fint. Indimellem bliver jeg bare virkelig ramt af tanker, og kan have svært ved at få dem slået ud af hovedet igen. Eller finde samling i dem, som har været tilfældet her på det seneste. Men der er også et indlæg på vej med alle de NICE ting, jeg også har lavet denne sommer. Dem har der virkelig også været mange af. På gensyn, og god tømmermændsdag til mig. Jeg planlægger en lille tur i kiosken efter chips – mest fordi min kioskmand er så sød. Han bliver altid glad for at se mig.. Måske fordi, jeg er den eneste i hele København, der vil give 15kr for en liter sødmælk. Kys kys og xx.

BIG CHANGES

Jeg har efterhånden afsløret det et par gange på Instagram, at jeg er flyttet. Det er dog ikke det eneste, der er sket i mit liv på det seneste. Jeg har også taget et stort skridt mod drømmen om skuespillet.

Og nå ja: så har bloggen her også taget et KÆMPE skridt. Velkommen til mit første indlæg som blogger hos Bloggers Delight! For godt og vel en måneds tid siden, takkede jeg ja til tilbuddet om at blive blogger her. Jeg skrev kontrakten under umiddelbart efter, og siden har vi arbejdet på at få flyttet hele molevitten over på BD istedet for Nouw. Det har været et stort arbejde og uendelige antal mails frem og tilbage, men jeg er sikker på, at det bliver SÅ godt. Der er stadig et par småting, jeg mangler at få bragt i orden – mest ift. designet af min blog. Er det mon på tide med en ny farve? Anyway, bær over med, at det roder lidt her på domænet. Og HURRA for udvikling.

Derudover har jeg fået lejlighed i dejlige København på Østerbro. Efter en turbulent start på 2019, skulle der ske noget drastisk. Jeg kom ikke ind på skuespillerskolen igen, så fandt jeg pludselig mig selv midt i et uoverskueligt breakup, flyttede hjem til mine forældre (det bedste ved det hele), OG så blev jeg opereret i hoften – og har efterfølgende brugt 2 måneder på krykker og intens genoptræning, som stadig ikke er afsluttet (det bliver først i marts 2020 sådan cirkus – så yes yes, det er super).

DERFOR besluttede jeg altså at tage livet tilbage i egen hånd.

Jeg vidste med mig selv, at jeg i år ville gøre meget mere ved skuespillet. Derfor tilmeldte jeg mig optagelsesprøven på Skuespillerakademiet, tog til prøven (med en fortsat skeptisk hofte) OG kom altså ind! Jeg er pavestolt af mig selv. Skuespillerakademiet er et selvbetalt “studie”, som fungerer som en forberedende uddannelse til de større skuespilleruddannelser i ind- og udland. Det er ikke nær så barskt som Statens Scenekunstskole, men alligevel stadig ganske disciplineret. Denne slags uddannelse tager et halvt år, og man kan efterfølgende vælge at bygge videre og tage et halvt år mere. Det er så nice, og det er LIGE, hvad jeg har brug for. Jeg kan ikke vente med at få alt det jeg elsker ved skuespil, ind under huden igen.

Skolen ligger på Amager, så det var mig derfor meget naturligt at skulle flytte for det. Jeg går efter det med alt, hvad jeg har – og det kræver, at man ofrer. Jeg skal sælge min elskede bil (aka. min aller bedste ven “AJ”. We are like THIS *fingers crossed*), og flytte fra hele min familie, som jo er på Fyn. Og det kan jeg mærke er hårdt. Jeg er et kæmpe familiemenneske, og det bliver svært for mig, at de ikke bare lige sådan er inden for rækkevidde. Men jeg ved, at jeg stadig kommer til at bruge så meget tid, jeg overhovedet kan med dem og får en masse besøg – så det holder mit hoved oven vande. Desuden er jeg et meget stort vanemenneske også, som til tider kan have svært ved store omstillinger. Så en spændende rejse, dét bliver det!

Jeg har heldigvis en masse gode venner i København – og så har jeg fået to gode roomies, som jeg falder SÅ godt i spænd med. Roomies har jeg heller ikke lige prøvet før, så det er også nyt. Men det er fedt. Og det her er det meste, jeg har udfordret mig selv i mange år. Og det har jeg sgu trængt til. Aldrig mere, om jeg skal lade mig selv sive derud, hvor livet bare kører forbi, og man pludselig stopper op og ikke kan kende sig selv eller sine værdier. Aldrig igen. Jeg glæder mig nu, og det sitrer i hele kroppen af lykke over dette nye kapitel. Der er altid lys, kære læsere. Nogle gange skal man bare selv tænde for det. XX Sarah.