Jeg lyttede forleden til noget af podcasten "Tværs", der må siges at tage fat i nogle lidt tunge emner, som vi alle kan trænge til at beskæftige os med en gang i mellem. I søndags handlede det om ensomhed, som jeg fandt meget relevant i forhold til det indlæg, jeg skrev her på bloggen, om at omfavne sit eget selskab. Du kan læse indlægget lige HER.
Jeg ved, at det kan være så forfærdelig svært at gøre netop dette, før man endeligt sætter sig for at slutte fred med sig selv, og slutte fred med, at ens eget selskab faktisk er mere end rigeligt nogle gange. Det er nemt for mig at sige, fordi jeg netop HAR sluttet fred med mig selv og mit eget selskab. Men kære læser - sådan har det jo heller ikke altid været. Jeg HAR oplevet at føle mig som Palle alene i verden. Jeg har følt, at jeg egentlig bare var en lille ensom planet, der bare svævede rundt i mit eget solsystem. Jeg har følt, at jeg bare druknede i absolut ingenting. Jeg har været der. Og det var særligt slemt efter jeg stoppede i gymnasiet, sluttede min studenteruge og startede mit sabbatår. Det var hårdt. Jeg har selv følt, at jeg var bange for at se folk i øjnene, fordi jeg var bange for, at de skulle se, hvordan jeg havde det. Og hold op, hvor var det surt. Det var så surt at føle, at man ikke havde noget at give sig til eller nogle planer - eller at man ikke var interessant for andre mennesker. Og det var først da jeg havde levet i surheden, at jeg indså, at det er livet bare alt for kort til. Igen - det er nemt for mig at sige, nu hvor jeg har det som blommen i et æg. Men hear me out.
Jeg har sat mig for, at jeg sagtens kan gøre ting for mig selv. Jeg har sluttet fred med, at en kæmpe vennegruppe ikke altid er lykken - men at få, men skide hamrende gode venner (!!!), er lykken langt de fleste tilfælde for mig. Jeg har sat mig for, at jeg ikke vil føle mig forkert, bare fordi jeg har rigtig meget "me-time" - fordi jeg har fundet ud af, at jeg netop har brug for rigtig meget af det. Og jeg har et mål om, at jeg skal hvile så meget i mit eget selskab, at jeg kan rocke at spise den pokkers frokost på en café helt og aldeles alene. Mange gange handler det virkelig udelukkende om ens egen indstilling til tingene, og ens egen motivation for at tage action på de ting, der gør en utilfreds. For man skal absolut ikke være ked af sin tilværelse. Vi har kun et liv, og det bedste man kan gøre er at starte med sig selv - man skal møde sig selv, der hvor man er lige nu. Det lyder så hårdt at sige til et emne, der bare er SÅ sårbart som dette - og jeg ved godt, at man nok først kan indse dette, når man har ramt rock-bottom. Men lyset er der. Det er det virkelig, men det kan tage så uendeligt lang tid at se. Delmål/milepæle er majorkey, for man kan ændre alt for sig selv, hvis viljen er der.
Du kan lytte til podcasten "Tværs" og det pågældende afsnit lige HER. Væk med alle de lag, og frem med sandheden og videre til et godt ståsted. God aften. XX Sarah.
