Sarahhye
Lever du, Sarah Hye?

Farvel og tak!

Kære alle søde læsere.

Det er med meget blandede følelser, at jeg nu lukker bloggen her. Der er lagt mange tanker bag, og jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle træffe denne beslutning eller ej. Men nu gør jeg det og bloggen lukker.

Jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor bloggen her desværre ikke er en prioritet længere. Jeg har tusinde ting i gang, og min opmærksomhed ligger bare andetsteds. Jeg er på en fantastisk rejse, og har været det seneste år – som selvfølgelig lige nu er blokeret af den skrækkelige Corona-virus, men mon ikke vi snart kan få lov at genoptage vores højtelskede hverdage igen?

Der er sket meget hos mig, og jeg har stadig ligeså meget på hjerte, men jeg har ikke haft lysten til at dele det længere. Jeg tror, at jeg i høj grad startede bloggen dengang for 3 år siden, fordi jeg manglede et sted, der var mit. På daværende tidspunkt, var der mange ting, der ikke fungerede i mit liv, og jeg havde brug for en platform, hvorpå jeg kunne læsse af og dele ud af de tanker og oplevelser, jeg gjorde mig. Nu kontra dengang, er bare meget anderledes. De tanker jeg gør mig nu, er langt mere kun for mig – private, så at sige. Og jeg tror også, at lysten ganske enkelt er forsvundet – og det er vigtigt for mig, at jeg mærker efter og erkender, når noget bare ikke er længere, hvad det har været. Og derfor står vi her nu.

Jeg har haft rigtig meget glæde af bloggen, og jeg har været enormt stolt af den. Jeg har mødt meget lort (læs: rigtig meget) omkring den, men jeg har altid stået fast og krævet det her sted, som var mig og mit. Jeg er så taknemmelig for alle mine søde læsere gennem tiden, både dem jeg har haft kontakt med, og dem der har fulgt stille med. Der er kommet mange gode dialoger ud af mine blogindlæg, og jeg har lært meget, både gennem jer, men også ved det at dele ud af tanker.

Det er derfor en helt anden og lidt vemodig Sarah Hye, der står nu og afslutter et spændende kapitel. Jeg har fået nye værdier og interesser – og gudskelov for det. Dog spiser jeg stadig ligeså mange Happy Meals, Københavnerstænger og Mælkesnitter. Jeg onlineshopper stadig for meget, og har ikke været i købestop siden dengang jeg testede det af – heldigvis da. Min yndlingssang er stadig Drive Slow med Kanye West, jeg hader stadig søndage, og jeg elsker stadigvæk også at skrive – bare ikke på denne måske længere. Vi er alle sammen i forandring konstant, og min har ført mig her til. Tak, tak, tak for sarahhye.com og jer, der fulgte med! Måske vi ses igen, who knows?

Hav det rigtig godt, og glædelig karantæne til alle. Hold humøret højt!
Xxxxxxxx Hye og titusinde hjerter ❤️

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lever du, Sarah Hye?