Sarahhye
CPHFW

Mavepusteren over dem alle – indtil videre

Min abolut største drøm i livet er et sundt og godt helbred for min familie, dem jeg elsker og mig selv.

Min næste drøm i livet er at være lykkelig. Både for mig, men også for dem omkring mig. Sådan helt-ind-til-knoglerne-lykkelig. Jeg er klar over, at man ikke kan være lykkelig dag ind og dag ud. Vi har jo alle sammen følelser, for pokker. Men hvis man har bare ét øjeblik hver dag, hvor man tager et kig på sine omgivelser etc. og føler sig lykkelig – og liiige kan mærke det der lille lykke-sus i maven, så synes jeg, at man kan kategorisere sig selv som et lykkeligt menneske.

“Lykken er et menneskes smukkeste dragt”.

Min tredje største drøm i livet er at blive skuespiller. Det har altid været min store fremtidsdrøm. Så længe jeg kan huske faktisk. Den eneste gang jeg nogensinde har tænkt, at jeg skulle være noget andet, var da jeg var ca. 9 år gammel og totalt besat af Abby fra tv-serien NCIS, og derfor ville være kriminaltekniker. Det holdt ikke forfærdeligt længe, for fik jeg pludseligt tanken: at hvis jeg dog bare holdt mig til planen om at blive skuespiller, kunne jeg SPILLE kriminaltekniker. Klogt barn, ikke? Jeg fandt altid en måde at få det hele på.

Den 9-årige Sarah Hyes visdom rakte dog ikke til at spå omkring, hvilken hård rutsjebanetur det ville blive at få indfriet drømmen om at blive uddannet skuespiller. Og hvilken utrolig stor nedtur det er at få afslag så mange gange. Man går ind til hver casting, optagelsesprøve og audition med den der “LET’S GET THIS BREAD” attitude, men ender desværre oftest med at tage derfra uden brødet. Og det er virkelig hårdt.

Jeg var til optagelsesprøve på Den Danske Scenekunstskoles skuespilleruddannelse i sidste uge. Og fik afslag. Igen. For tredje gang. Og jeg har det ikke specielt fedt med at skrive dette indlæg. Overhovedet ikke faktisk. Jeg ville da hellere skrive et nice indlæg om, hvor skidefedt livet kan være, men det er altså ikke min realitet lige nu. Og jeg tror ikke engang, at jeg er helt klar til overhovedet at sætte ord på det hele endnu. For det var en kæmpe skuffelse. Den ondeste mavepuster. Men jeg vil for så vidt muligt, gerne dele mine op- og nedture, selvom det også bare ville være det ultimative, hvis jeg var hende, der havde alt: pæne tasker og drømmeuddannelsen.

“Hvis man ikke prøver, vinder man ikke noget”.

Jeg har altid sagt, at jeg var en vildt dårlig telefonsælger, fordi jeg simpelthen ikke kan håndtere et afslag. Jeg klarede tre vagter på mit tidligere job som telefonsælger, og græd efter hver eneste endt vagt. Little did I know, at jeg faktisk er telefonsælger i mit eget liv. MEN man skal rejse sig ved det træ, man er faldet – eller i dette tilfælde: Den telefonlinje, der er blevet afbrudt. Jeg giver fucking ikke op – undskyld sproget. Nej, ved du hvad: IKKE undskyld sproget. For hallo man, det er sådan jeg har det. Jeg er vred og frustreret over, at min potientiale ikke er kommet godt nok til udtryk. Jeg er pissed over, at jeg gjorde mit aller bedste, og så var det ikke godt nok. Jeg gav den hele armen, og så var det ikke dét, der fik mig ind.

Jeg er klar over, at den uddannelse jeg søger, er en af de absolut sværeste at blive optaget på. Her gælder karakterer fra gymnasiet ikke en pind. Det har INTET at sige. Her gælder de 3 minutter, hvor du er inde og præstere. Du har altså tre minutter til at afgøre din fremtid. 180 sekunder. Det er et hårdere pres end ved den sidste eksamen i gym – du ved, dét øjeblik inden du skal ud og fortælle HELE din familie, hvilken karakter, der skal skrives i huen. Men ikke destomindre, er det et pres, som jeg holder rigtig meget af. Underligt nok. Og FYI: den karakter, der blev skrevet i min hue var 12. Men jeg ville til hver en tid bytte det skide 12 tal, for en plads på skuespillerskolen. Og hvis jeg kunne sige noget til mit 9-årige selv, ville jeg stadig ikke bede hende om at vælge en anden drøm. Det er altså DET HER, jeg vil. Næsten for enhver pris – for jeg tror virkelig på, at det er en af de få ting, der kan gøre mig lykkelig. Helt-ind-til-knoglerne-lykkelig.

Jeg kommer stærkt tilbage næste år. Jeg nægter at give op. Jeg går efter mine drømme, selvom det gør ondt og jeg bliver gal, når de ikke bare sådan lige går i opfyldelse. Og plussiden er da, at næste år, skal jeg ikke gå op til en optagelsesprøve med fuldstændigt ødelagte hofter. Det er da fedt, ikke? Ikke…?

?Hvis man sigter efter månen, lander man blandt stjernerne?.

Og – jeg føler mig ganske beriget over, at jeg har en meget omsorgsfuld omgangskreds, der uanset hvad fortæller mig, at det nok skal ske en dag. Det er også en plusside. En stor en. Tak for det.

XX den 21-årige Sarah Hye. Stadig i live, trods nederlag. Dette slag er måske tabt, men jeg vinder krigen.

2 kommentarer

  • Søde Lene, tusind tak. Det er sødt af dig at sende min vej. Og nemlig – i min verden, er der ikke noget, der hedder pLan b! Hav en skøn mandag, knus fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene Tranberg

    Sarah, du får både et kram og et high-five fra mig. Et kram, fordi du trænger til det, og en high-five, fordi du ikke kryber i et musehul og vælger Plan B, men står ved din drøm og vil gøre alt for at nå den<3
    Kh Lene

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CPHFW